Bagsiden til årets andet nummer er skrevet af Anne Katrine Gjerløff og den handler om hudpleje af køer i 1800-tallet. Den kan læses her i sin fulde længde:
Anne Katrine Gjerløff: Dyrtid (II): Hvordan vasker man bedst en ko?
I 1800-tallets anden halvdel udviklede det danske landbrug en intensiv animalsk produktion. Det vil sige at hovedprodukterne ikke længere var markens afgrøder, men i stedet kød, smør og mælk. Ikke blot betød det et stærkt øget antal køer og svin på de danske gårde, det betød også en udvikling i naturvidenskabelige undersøgelser af, hvordan man udnyttede dyrene og deres produkter mest effektivt. Spørgsmålet om fodring var centralt, og fedtindhold i kød og smør blev intensivt målt og registreret.
Det var dog ikke kun foderet der betingede om en ko gav god og fed mælk. Man avlede målrettet hen imod det bedste malkekvæg, og man erkendte at koens generelle velbefindende var vigtigt for dens ydeevne. Det var således vigtigt, at koens hud og hår var velplejet. Huden blev tillagt en vigtig rolle i koens omsætning af næringsstoffer og sås som en del af åndedrætskredsløbet. Hudens ånding eller uddunstninger – dvs . sveden – var af central betydning, og en god ko kendtes ikke mindst på den bløde, løse velplejede hud.
Trusler mod en smuk og blød hud var især utøj og snavs, og selvom regelmæssig strigling kunne afhjælpe problemet, var det de færreste landmænd der havde ressourcer til hyppig børstning af alle køer, især hvis der var tale om en stor besætning hvor alle køer kunne være plaget af utøj eller andre hudproblemer. Også i dette spørgsmål tilbød den moderne naturvidenskab dog en løsning i form af effektive midler til kreaturvask.
I periodens landmandsblade diskuterede man de bedste midler . Arsenikopløsning var en probat og effektiv løsning, der dog på grund af sin farlighed krævede dyrlægehjælp, og ved ukyndig brug gav dyrene brandsår, ligesom der kunne ske forgiftninger hvis midlet blev opbevaret uagtsomt. En norsk landmand anbefalede i Landmandsblade i 1874 at man brugte en beholder, der ikke også skulle bruges til fødevarer og tilføjede: “Jeg bruger som oftest en Natpotte”. samtidig advarede han mod midler som kviksølvsalve, paraffinolie, tobaksafkog, sabadillefrø og persisk insektpulver, der enten var virkningsløse eller for dyre.
Der var dog efterhånden flere landmænd der indså at store mængder arsenik på huden ikke var fremmende for kvægets velbefindende og efterhånden blev et alternativt vaskemiddel med glycerin populært til både køer, får og andre dyr. Der var både danske og udenlandske producenter af glycerin-badet og de averterede i landbrugstidsskrifterne og lovede den “bedste, sikreste og billigste kreaturvask – et kreatur kan vaskes hermed for 10 øre”.
At markedet for ko-vaskemiddel var lukrativt illustreres af en debat i Landmandsblade i 1883, hvor L . Bille-Brahe kritiserede et glycerinbad produceret af Evers og Co . i københavn . hans køer havde fået “en tyk, fedtet skorpe paa huden” som generede dem og krævede endnu en afvaskning med vand og sæbe . Producenten svarede at det måtte skyldes at brugsanvisningen ikke var blevet fulgt og anbefalede Bille-Brahe at prøve igen. Imidlertid havde Bille-Brahe brokket sig til den materialist, han havde købt midlet hos, og denne havde tilstået at have solgt en hjemmelavet blanding og ikke det gode produkt fra Evers og Co. Bille-Brahe undskyldte skriftligt, at han havde kritiseret Evers og Co. for et plagiats dårlige egenskaber.
Glycerinbadet blev i reklamer anbefalet af adskillige landmænd, og det blev bl.a. fremhævet at det var så let og ufarligt at bruge at tjenestefolk kunne vaske køer på egen hånd. Desuden fremhævede man den plejende og blødgørende virkning: “det dræber Utøj fuldstændigt, renser og blødgjør huden, ligesom Ulden faar et bedre Udseende.” Man fristes til at tilføje: Glycerinbad – fordi din ko fortjener det!
Af Anne Katrine Gjerløff, post.doc., SAXO-Instituttet, Afdeling for Historie, Københavns Universitet
No comments yet.
RSS feed for comments on this post. TrackBack URI
You must be logged in to post a comment.