Andet elektroniske nummer af 1066 er nu på nettet.
God læselyst!

Så er første elektroniske nummer af 1066 på nettet.
God læselyst!

Ved en teknisk fejl er forfatternavnet til artiklen Himmelfalden i det nyeste nummer af 1066 2010: 4 ikke blevet trykt i bladet. Artiklen er skrevet af Sune Christian Pedersen, ph.d., museumsinspektør på Post- og Telemuseet. Redaktionen beklager dybt fejlen over for både læserne og forfatteren og opfordrer til, at man skriver det rigtige navn ind i sit eksemplar af bladet.

På redaktionens vegne

Anne Katrine Gjerløff

Jubilæumsseminar med fokus på formidling af gode historier.

For at fejre 1066’s 40 års jubilæum har redaktionen indbudt en række historikere til at fortælle nogle af deres bedste historier.
Kom og hør om breve fra himlen, politi og røvere, pest og kolera, kvinder og kærlighed, bønder og baroner.

Torsdag d. 7. oktober 2010, Københavns Universitet Amager.

Program

14.30-14.45: Anne Katrine Gjerløff, post.doc., DPU: Grise, knogler og latriner – hvad gør historien god?

14.45-15.20: Asbjørn Romvig Thomsen, Arkivar, Landsarkivet i Viborg: Manden i vandhullet – og verden omkring ham. Et dødsfald i Salling 1834

15.20-15.55: Mette Volquartzen, historiker: Det kriminalitetsbekæmpende politi – og andre myter

15.55-16.15: pause

16.15-16.50: Karl-Erik Frandsen, lektor, SAXO Instituttet: Pestepidemierne i Danmark 1654 og 1711. Var det den samme eller to forskellige sygdomme?

16.50-17.25: Karin Lützen, lektor, RUC: Kærlighed mellem kvinder, byers tæmning og jødisk indvandring – en folklorist ser på historien

17.25-18.00: Christian Pedersen, Inspektør, Post- og Telemuseet: Himmelfalden! Kædebreve og beskyttelsesamuletter i nyere dansk kommunikationshistorie

18.00-20:00: Afslutning samt reception og bar

Seminaret foregår i Det nye KUA i lokale 27-0-09 og efterfølgende vil der være jubilæumsreception og bar i “Mødestedet” på Gamle KUA. Her vil der også blive solgt ældre og nyere numre af 1066 til jubilæumspriser.

Deltagelse koster 100 kr. Betalingen dækker seminar, seminarpublikation (fremsendes efterfølgende) og reception med let traktement.

Tilmelding nødvendig på 1066jubi@gmail.com inden fredag d. 1. oktober

Svend Skafte Overgaard: Fedt III: De tykke og de tynde

Husholdningsbevægelsen har i det 20. århundrede været en vigtig faktor i promoveringen af en sund kost formuleret gennem
ernæringsvidenskabelige begreber. Hvide kitler og ernæringsberegninger var populære – ikke meget sjov der! Og dog. I 1951 udgav forstander for Husholdningsseminariet Ankerhus, Folmer Dam, syngespillet “De tykke og de tynde – en kaloriespøg”. En sand ernæringskulturhistorisk perle, der er med til at stemme sindet til refleksion over de automatiske glidninger mellem fedt i maden, kropsfedt og sundhed, som er blevet faste bestanddele af madkulturen i 2009, hvor forebyggelseskommissioner og fitnesscentre skyder op som paddehatte.

“Paradise Hotel” var i 1951 endnu langt væk, og underholdning og indholdstyngde kunne sagtens gå hånd i hånd i sund oplysende virksomhed af didaktisk karakter. Men hvori bestod Dams kaloriespøg? Som titlen antyder, er der tale om en poetisk-dramatisk bearbejdning af ernæringstekniske begreber og kropsidealer. Et hurtigt kig på rollelisten peger på, hvordan det hverken gjaldt om at være tyk eller tynd. Idealerne varierede alt efter køn, alder og social status, blandt andet udtrykt ved forskellen på det positive “slank og velholdt” (moderen i stykkets familie) og mere negative “køn, men mager” (datteren). En vis korpulence optræder kritisabelt hos faderen, professor i oldtidskundskab, der beskrives som “lidt for tyk”, mens den medicinstuderende søn er intet mindre end “en nydelig ung mand”.

Det egentlige clou i rollelisten finder man imidlertid med “fedtkalorien – en meget buttet pige”, “kulhydratkalorien – en mindre buttet pige” og “proteinkalorien – en nærmest mager pige”. Her er ingen “musens sang”, men blandt andet en “fedtkaloriens sang” i stykkets femte scene: “Fedtkalorien kommer trillende ind. En ung, rund pige, klædt i gult, synger: En fedtkalorie er jeg, jeg stammer jo fra fedt, i smør og flæsk I finder mig, i fløde ikke lidt, i margarine, flæskesteg, i olie, ål og laks, og får I rigeligt af mig, så bli’r I tykke straks. – I et gram fedt er ni af os, så I kan nok forstå, af fede sager bli’r man tosset til at lægge på. Jeg giver meget varme, ja, er god, når det er koldt, men mange høje barme ska’ jeg vistnok ha’ forvoldt.”

Fedtkaloriens sang tjente et advarende formål, der var med til at indskrive fødevarer med et højt fedtindhold med en negativ betydning. Den nærmest smertefulde, lystfyldte ambivalens, der i dag følger indtaget af piskefløde eller den diabolske besyngelse af rigelige mængder smør inden for visse kredse, sættes til skue som en senmoderne efterfølger til den ernæringsvidenskabelige rationalitet, der i midten af det 20. århundrede var ved at erobre madkulturen i alliance med kropsformernes betydning som markører af sundhed og værdi.

Som titlen antyder, var det i 1951 imidlertid også ufedt at være tynd. Mangelen var ikke så langt væk som i 2009 og i stykkets og tidens ernæringsopfattelse, blev der lagt afgørende vægt på en afbalanceret diæt, der sikrede en tilstrækkelig forsyning af vitaminer, mineraler og proteiner. Særligt de unge piger blev advaret mod at følge de afmagringskure, der var begyndt at dukke op omkring 1950. De skulle ikke tro sig for tykke, blot det bulede lidt her og der. Hvis de blev for tynde og fik for mange “skarpe kanter” risikerede de bare at skræmme potentielle ægtemænd væk. Familiens “magre” datter hævder nok at have bejlere (en råkosttilhænger), men det er familiens husassistent, den trivelige og erotisk udfarende Hanne, der skyder papegøjen. Stykkets klimaks kommer således da Hanne kysser dybt og heftigt med husets stolte søn, der deklarerer deres forlovelse for den forbavsede familie.

I omgangen med maden og livet var idealet ba- lance. Og med kalorietænkningen havde man en rationel kalkule for en balanceret kostpraksis: “Kalorierne skal man ha, dog ikke alt for mange, hvis man vil holde vægten da, men vær nu li’så bange for at spise for få, om det godt skal gå, da må du balancens kunst forstå.” Og målet? At blive anæmisk babe i Paradise Hotel? Nej, snarere at blive godt gift og sikre afkommets sundhed: “Og når du får dit eget hjem og dine egne unger, så skal du også lære dem at stille deres hunger på den rette maner, så rigtigt de ser, at nok skal man ha’, og ikke mer.”

Kilder:
Folmer Dam: De tykke og de tynde – en kalorie‐
spøg, Sorø 1951.

Af Svend Skafte Overgaard, ph.d., forskningsassistent, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet

Liselotte J. Christensen: Da nerverne blev elektriske

Jenny Falk Neerup Madsen: Den mønske sindssygeanstalt

Karen Vallgårda: Mellem frivillighed og tvang

Liselotte J. Christensen, stud.mag. i historie, Københavns Universitet

Da nerverne blev elektriske

Neurastheni, som betyder nervesvækkelse, var en kendt sygdom i Danmark, Amerika og meget af Europa fra 1870‐1920. Lidelsen blev af samtiden anset for at være meget omfattende. Lægerne i Danmark gav først og fremmest den industrielle udvikling og det moderne liv skylden for de dårlige nerver, når de i foredrag og litteratur, herunder også populærvidenskabelige fremstillinger, gav en forklaring på årsagerne til, at så mange mennesker var blevet nervøse. Men i patientjournalerne var det moderne liv ikke et hovedtema – problemerne artikuleret her havde meget forskelligartet karakter med årsagsforklaringer lige fra for lidt sex til overanstrengelse og dårlig opdragelse. I det offentlige rum foretrak befolkningen, ligesom lægerne, at give det moderne liv skylden for de dårlige nerver, og der opstod en hel kultur, et fællesskab, hvor folk kunne handle efter og opfatte sig selv i forhold til en nervøs diskurs. En kultur, som langsomt forsvandt, da årsagsforklaringerne i det offentlige rum ændrede karakter.

Jenny Falk Neerup Madsen, cand.mag. i historie

Den mønske sindssygeanstalt

Fra 1850’erne blev der i Danmark etableret særlige anstalter til sindssyge, hvor bygningerne var opført efter en lægelig ide og med et terapeutisk sigte. På grund af pladsmangel på de nye terapeutiske anstalter var der politisk stemning for at bibeholde de eksisterende billigt drevne amtskommunale sindssygeanstalter, der i modsætning til de terapeutiske anstalter hverken kunne tilbyde psykiatrisk ekspertise eller behandling. Selvom de amtskommunale anstalter gennem deres plejende funktion samvirkede med de terapeutiske anstalter i mere end et halvt århundrede, fylder de små amtskommunale anstalter meget lidt i den danske psykiatrihistorie. Gennem en byggesag fra 1881‐1885 beskriver artiklen, hvordan konkrete ændringer på en amtskommunal anstalt på Møn synliggør forskelle og ligheder mellem anstaltens ide, form og funktion i henholdsvis amtskommunalt og terapeutisk regi.

Karen Vallgårda, ph.d.‐stipendiat, SAXO‐Instituttet afdeling for Historie, Københavns Universitet

Mellem frivillighed og tvang – Danske missionærers indgreb i indiske forældres myndighed over deres børn i 1860’erne og 1870’erne

Da Det danske Missionsselskab begyndte sin mission i Indien, var missionærerne opsatte på at gribe ind i de indiske børns religiøse, sociale og moralske dannelse. Dette skete på forskellig vis, men særligt ved at fjerne børnene fra deres forældre og i stedet uddanne og opdrage dem på en “Vajsenhusskole” på missionsstationen. At skaffe børn til skolen var imidlertid ikke nogen ukompliceret sag. De ofte fattige og stigmatiserede indiske forældres svære situation gjorde det muligt for missionærerne at presse dem til permanent at opgive forældremyndigheden over deres børn. Men selvom missionærerne opfattede det som deres moralske pligt at blande sig i lavkasteindernes måde at være forældre på, var de mindre tilbøjelige til at gøre det, hvis det indebar en udfordring af de indiske mænds kønnede privilegier som ægtemænd og fædre.

Tenna Jensen: Fedt II: Margarine; fra fattigfedt til omega3

Margarinen blev opfundet i frankrig i 1869 og bredte sig hurtigt til Danmark, hvor danskerne tog margarinen til sig i stor stil. Faktisk var danskerne det mest margarinespisende folkefærd i verden op til 1. Verdenskrig. I den periode spiste vi over 15 kilo margarine pr. år pr. person, mod kun 4,1 kilo smør. I 1999 viste forsyningsstatistikken, at der var 10 kilo margarine til rådighed pr. person. Margarineforbruget havde altså fra starten overhalet smørforbruget; det var en vare, der var kommet til danskernes køkken for at blive.

At margarinen hurtigt kom til at spille en stor rolle ses af, at der allerede i 1881 kom en Bekendtgørelse om Margarine, og i 1885 fulgte så en egentlig lov – den første af sin slags i verden. Fra starten måtte margarinen på trods af sin popularitet slås med sin status som fattigfedt. Det var nemlig tydeligt, at det var de fattige lag af befolkningen, der brugte margarine. Margarinens popularitet bundede i, at det var billigere end smør og samtidig mere “smøragtigt” end svinefedt. På trods af, eller netop på grund af, margarinens billighed prøvede folk at slippe ud af margarineforbruget igen, så snart det var økonomisk muligt. Selv syersker i København, der i 1891 brugte under 30-40 øre om dagen på mad, købte smør i stedet for margarine. Svenske undersøgelser viser, at det ikke udelukkende var en dansk tendens, at de fattigere befolkningslag prioriterede det socialt acceptable, men dyrere smør, selvom de ikke havde penge til kød og ordentlig aftensmad hver dag. Margarine blev set som et fattigdomstegn, som en social markør.

En af grundene til, at man let kunne kende forskel på smør og margarine var, at der i loven fra 1885 blev indført et farvningsforbud. Det betød, at margarine ikke måtte være gult som smør, men skulle beholde sin grålige nuance. Det var dog et mindre radikalt indgreb end det, der blev foreslået i Tyskland. Der gik fortalere for mejeribranchen ind for, at margarinen skulle farves blå eller til nød rosa. Ideen med tydelig farvning fængede til gengæld i USA, hvor der blev indført mærkværdige margarinefarvninger i 1880’erne. i New Jersey skulle margarine farves pink og i Vermont lilla. De bizarre farvninger overlevede dog ikke længe I europa holdt forbuddet mod at farve og sælge margarine som smør, et forbud der havde til formål at beskytte vilkårene for smøreksporten, derimod stand i årtier.

Med tiden skiftede margarinen natur, og det var et skift, der muliggjorde et imageskifte, ja tilmed et statusskift. I 1800-tallet blev margarine produceret på animalsk fedt, men stigende priser på det amerikanske fedtmarked gjorde, at det allerede i 1913 overvejende var blevet et vegetabilsk produkt. Efter 2. Verdenskrig medførte stigninger i overvægt og hjertetilfælde et behov for forklaringer på de “nye” sygdomme. Resultatet blev, at videnskaben vendte sig imod smørret og dets indhold af fedtsyrer. Det har udkrystalliseret sig i betegnelsen “det onde animalske fedt.” Det skift gav margarinen det store fortrin, at det nu kunne markedsføres som det sunde, som det overskudsborgeren burde spise. Margarineindustrien var altid, i modsætning til smørproducenterne, i stand til at udskifte vegetabilske olier og følge moden i fedtsyrekombinationer. Mærker som Becel, Lätta og andre margarinelignende produkter vandt markedsandele blandt alle befolkningslag på deres “sunde” og “korrekte” fedtprofil. Margarine blev iscenesat som diametral modsætning til det før så velansete smør.

I dag bruger vi, som i 1914, mere margarine end smør. Margarinen har ud over at vinde den største markedsandel også på nogle områder vundet kampen om social anseelse. Tilbage står spørgsmålet om, hvordan det lykkedes for fødevarernes “underhund” at gøre det, som det folkelige proletariat aldrig opnåede, nemlig at korrumpere de borgerlige (mad)værdier. Måske ligger svaret gemt i spørgsmålet om, hvem der har egentlig konstrueret “det onde animalske fedt”?

Af Tenna Jensen, ph.d. stipendiat ved Saxo-Instituttet, Afdeling for Historie, Kbh. Universitet

Troels Riis Larsen: Hvad er der med den olie? – en analyse af sammenhængen mellem USAs udenrigs- og
energipolitik efter den kolde krig

Steffen Harpsøe: Jord, blod og bemalede skjolde

Troels Riis Larsen, ph.d.-stipendiat på Center for Virksomhedshistorie, Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, CBS

Hvad er der med den olie? – en analyse af sammenhængen mellem USAs udenrigs- og energipolitik efter den kolde krig

11. september 1990 proklamerede USAs daværende præsident George H. W. Bush en ny verdensorden. Præsidenten definerede aldrig indholdet af den nye verdensorden, men teorien om globalisering gav snart efter den “ny verdensorden” indhold. Efter den kolde krig kunne markeder genopdages. Den liberale kapitalistiske model blev efter amerikansk forbillede indført i en række stater verden over, først og fremmest i Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen. Det viste sig dog hurtigt, at den nye verdensorden ikke betød afskaffelsen af krige og konflikter. I august 1990 havde Irak angrebet Kuwait. Bush forklarede i talen den 11. september 1990, at vitale økonomiske interesser var på spil, hvis man tillod Irak at opsluge Kuwait. Disse vigtige interesser var især olie.

Steffen Harpsøe, cand.mag., arkivar ved Rigsarkivet

Jord, blod og bemalede skjolde

Våbenskjolde betragtes traditionelt som følgende blodet, altså at de er arvelige i slægten uafhængigt af resten af arvegodset – om man så må sige en billedlig repræsentation af en given slægts ærværdige afstamning og sociale position. Der er dog en del, der tyder på, at dette ikke holder stik for den middelalderlige del af heraldikkens eksistens, da der fandtes andre, parallelle systemer for erhvervelse og overdragelse af våbenskjolde. Spørgsmålet er, om arvelighed overhovedet kan betragtes som et grundbegreb i den middelalderlige heraldik, og i så fald hvilke konsekvenser, det har, for brugen af våbenskjolde som et billedligt udtryk for middelalderens magtstrukturer.

Caroline Nyvang: Fedt (I): Valgflæsk

Bagsiderne vil i år forsøge at begribe det mangfoldige fedt. Fedtet er blevet anprist og udskældt, alt efter hvor det har befundet sig i tid og rum. Det har været udråbt til folkets føde og siden til symptom på moderne forbrugskultur. Og hvad enten fedtet har været på kroppen eller i maden, har det været et omdrejningspunkt i de sidste 150 års ernæringsdebat. Men fedt varetager også en væsentlig retorisk funktion. Det kommer ikke mindst til udtryk i det fedteri, vælgerne oplever under en valgkamp.

Valgflæsket er formodentlig ældre end det parlamentariske demokrati i Danmark. Ordbog over det Danske Sprog anfører, at begrebet første gang optrådte i forfatteren og redaktøren L.C. Nielsens (1871-1930) digt Mit Land fra 1898. Helt præcis lød versene ”Nu lokkes der med Løfter, nu angles der med Ord, og Valgflæsket skæres for ved Vælgerfolkets Bord.” Ordbogen mener desuden, at begrebet henviser til talemåden ”Store ord og fedt flæsk sidder ikke fast i halsen.” Det betegner således de vel flommede løfter, der flyder i rigelighed under en valgkamp. Om det skal opfattes en ironisk kommentar til dette, når mange danske restauranter og hjem vælger at servere stegt flæsk med persillesovs eller gule ærter på valgdagen, skal være usagt. Men faktum er, at mad og valgkamp ofte blander sig sammen.

I USA, hvor man ikke kender til begrebet valgflæsk (en pendant kunne dog være pie-in-the-sky), mindede sidste års valgkamp til tider om en ædekonkurrence. Det var næppe en tilfældighed, at demokraternes kandidat, Barack Obama, i flere sammenhænge fremhævede sin forkærlighed for én af amerikanernes favorit desserter, tærte. En ivrig journalist reporterede endvidere, at Obama nævnte ordet ”pie” ikke færre end 15 gange på 86 sekunder, da han talte til en flok jublende tilhørere i Philadelphia.

Men alt er ikke ét fedt. Efter besøget i Philadelphia blev Obama drillet for at have prøvesmagt importeret sortfodsskinke til $100 pundet. Det vækkede minder i både den republikanske og demokratiske lejr. Ligeledes i Philadelphia, fire år forinden, gjorde demokraternes præsidentkandidat, John Kerry, sig grundigt til grin, da han bestilte en cheesesteak med schweizerost. Cheesesteak’en er en egnsret i Philadelphia, og den aflange kødsandwich serveres normalt med Cheez Whiz – en usofistikeret, men ærkeamerikansk ostesovs fra glas. At fravælge den til fordel for en mere raffineret variant var alt andet end folkeligt.

En tilsvarende fodfejl begik den siddende danske statsminister under valgkampen i 2007. Anders Fogh Rasmussen afviste, at et pressedækket besøg på en McDonald’s restaurant i Næstved var et mediestunt, og bedyrede, at han ofte nød sin aftensmad hos burgerkæden. Til trods for dette var han ikke i stand til at nævne navnet på én eneste af de berømte menuer, da pressen interesseret spurgte til, hvad Anders Fogh Rasmussen ville spise netop denne novemberaften. Meget mere troværdigt blev det ikke, da statsministeren efterfølgende forsøgte at fortære sin dessert med rørepinden til kaffen. Det er ikke altid så ligetil at afkode kulturel etikette.

Mens politikere de seneste årtier har debatteret forskellige tiltag, der kan reducere befolkningens livvidde, spares der ikke på kalorierne i valgkampen. Det er sigende, at det netop var en kombination af gastronom og politiker, Jean Anthelme Brillat-Savarin (1755-1826), der pennede fyndordet ”fortæl mig, hvad du spiser, og jeg skal sige dig, hvem du er.” Offentlig indtagelse af mad giver politikere en mulighed for at udvise folkelighed, og i den forbindelse lader der ikke til at være meget troværdighed i light-produkter.

Af Caroline Nyvang, ph.d. stipendiat ved Saxo-Instituttet, Afdeling for Historie, Kbh. Universitet

Søren Sejer Hansen: “Når fædrelandet ødelægges da kan ingen ærlig mand undkomme”: Patriotisme i midten af 1600‐tallet

Bertel Nygaard: Fornuft og forfatning

Peer Henrik Hansen: “Orange Juice” – amerikansk agent og dansk patriot?

Søren Sejer Hansen, stud.mag., Saxo‐Instituttet, Afdeling for Historie, Københavns Universitet

“Når fædrelandet ødelægges da kan ingen ærlig mand undkomme”: Patriotisme i midten af 1600‐tallet

Nærværende artikel undersøger patriotisme som politisk værdi i midten af 1600‐tallet. Gennem en undersøgelse af Frederik III’s dekreter bestemmes dens karakteristika. Det viser sig, at patriotisme omfattede kærlighed, loyalitet og pligtfølelse over for fædrelandet. Men bag patriotismen må have ligget noget, som gav den værdi. En analyse af forskellige betydninger af fædrelandsbegrebet forsøger at vise, at begrebets referencer til konge, forfædre og folkets religiøse ramme gav det et indhold, som
forklarer værdien.

Bertel Nygaard, adjunkt ved Institut for Historie og Områdestudier, Aarhus Universitet

Fornuft og forfatning

Johan Ludvig Heiberg var ikke kun dramatiker, men interesserede sig også levende for sin tids politiske udvikling. Med inspiration fra den tyske filosof G.W. F. Hegels filosofi udviklede han et særegent politisk standpunkt, idet han på samme tid kritiserede de liberale og de konservative argumenter og på én gang engagerede sig i politik og lagde afstand til det politiske liv. Dermed stod Heiberg som en central skikkelse og inspirationskilde i et større miljø af fremtrædende skikkelser inden for det københavnske åndsliv, hvis forhold til det politiske er underbelyst i forskningen.

Peer Henrik Hansen, ekstern lektor, ph.d., Historie, Institut for Kultur og Identitet, Roskilde Universitetscenter

“Orange Juice” – amerikansk agent og dansk patriot?

Umiddelbart efter befrielsen af Danmark i maj 1945 begyndte den amerikanske efterretningstjeneste Office of Strategic Services (OSS) at etablere hemmelige kontakter til en række danske politikere samt modstands‐ og efterretningsfolk. Blandt disse var en mand, som fik dæknavnet “Orange Juice” på grund af sin evne til at levere informationer til amerikanerne. På baggrund af amerikansk kildemateriale kan det i dag slås fast, at “Orange Juice” kom til at spille en vis rolle i de dansk‐amerikanske
efterretningsrelationer, som blev etableret i disse år, og som kom til at spille en stor rolle i den kolde krig, som i de følgende årtier kom til at styre den internationale verdensorden. Det var efter alt at dømme patriotiske hensyn over for Danmark og frygten for en ny besættelse, som fik “Orange Juice” til at søge tætte forbindelser med den amerikanske efterretningstjeneste.